Klik her for at gå til start >>
Navigation:  Værd at vide  »  Myxomatose (kaninpest)

Myxomatose (kaninpest)

Myxomatose - også kaldet kaninpest - er en dødelig virussygdom, der kun rammer kaniner. Sygdommen overføres indirekte med f.eks. insekter, foder, udstyr eller ved direkte kontakt mellem kaninerne.
Myxomatose er udbredt over det meste af verden og forekommer også i Danmark. I September måned 2007 er der konstateret 40 tilfælde af Myxomatose hos kaniner på Sjælland.


Sygdomstegn


Inkubationstiden, dvs. den tid der går fra dyret er blevet smittet til den udviser symptomer, er for myxomatose 3 - 5 dage.
De første karakteristiske tegn er øjenbetændelse. Dyret har feber, virker sløvt og er uden appetit. I akutte tilfælde kan dyret dø inden for de første 48 timer efter de første tegn.
De der overlever den akutte fase vil virke nedtrykte og have fået en ru pels. Øjenlåg, næse, læber og øre vil være hævede, hvilket får hele hovedet til at virke stort. Der vil ligeledes være hævelser omkring kønsorganerne og endetarm. Der ses næseflåd og besværet vejrtrækning. Dyret går i koma lige inden det dør, hvilket som regel sker 1 - 2 uger efter de første tegn.


Behandling, bekæmpelse og kontrol


Myxomatose er en anmeldepligtig sygdom og ved mistanke om sygdommen, skal der straks tages kontakt til dyrlæge. Der findes ingen behandling mod myxomatose og angrebne dyr bør derfor straks aflives for at undgå spredning af sygdommen.


Muligheder for vaccination


Vaccinen Cunicak Myxo er nu tilgængelig i Danmark og dermed også på Dahlgaards Dyreklinik.
Vaccinen er en såkaldt levende svækket vaccine, hvilket betyder, at den indeholder levende virus, der er i stand til at give infektion i kaninen, men i meget mindre grad end infektion med en ikke svækket vildttype virus.
Vaccinen skal gives til kaniner 2 gange med 3-4 ugers mellemrum og fuld beskyttelse kan forventes ca. 2 uger efter sidste vaccination. Dyrene skal minimum være 4 uger gamle ved første vaccination. Drægtige dyr og dyr der er svækkede eller har andre infektioner må ikke vaccineres, men ellers tilrådes det at vaccinere hele bestanden af kaniner for at opnå en god besætningsimmunitet. Dyr, der ikke vaccineres, bør holdes adskilt fra de vaccinerede kaniner, for at undgå at de smittes de første dage efter vaccinationen.

Har du spørgsmål, eller er du bekymret for din kanins tilstand så ring til klinikken.

-Se vores kontaktoplysninger her.