|
Ræveskab forårsages af en 0,2-0,4 mm lang mide (Sarcoptes scabei vulpes), der optræder som hudparasit hos hunde og ræve. Skabmiden lever i den yderste del af huden, hvor den graver gange og formerer sig.
En mide lever i 3-4 uger. Hunmiderne borer sig ned i huden og lægger æg i gangene. Efter 17-21 dage, når æggene har udviklet sig og midens larve- og nymfestadier er gennemløbet, er en ny generation hunmider klar til at grave flere gange. Ræveskab smitter både ved direkte og indirekte kontakt. En hund kan blive smittet hvis den er i direkte kontakt med en smittet hund eller ræv, men smitte kan også overføres, hvis en hund kommer i berøring med genstande, som har været i kontakt med en anden hund der har skab. Desuden kan hunde, som færdes i områder med ræve angrebet af skab, blive smittet - f. eks. hvis hund og ræv bruger det samme hul i hækken. Hvis en skabmide falder af sin vært, vil den efter en tid dø af udtørring. Hvor kang tid der går afhænger af omgivelsernes tempratur og luftfugtighed. Ved optimale betingelser mener man at den kan overleve i op til 3 uger. Symptomerne på ræveskab er hovedsageligt voldsom kløe. Dyret kradser sig, og derved opstår tørre, skællede områder med hårttab. Der opstår hudbetændelse, som starter med småsår og røde knopper, som senere kan udvikle sig til en mere dybdegående hudbetændelse. Hos hunde ses angreb af skabmider oftest på ørerandene, forben og haser. Herfra breder miderne sig til brystet og bugen. Diagnosen kan stilles på flere måder. Man kan på en blodprøve måle om hunden har dannet antistoffer overfor skabmiden. Hvis prøven er positiv er hunden smittet. Man kan også tage nogle hudskrab, som vi undersøger i et mikroskop for at se efter miden. Endelig kan hundens symptomer være klassiske: Udtalt kløe med småsår. Man skal lige huske at hunde også kan klø sig af mange andre grunde end skab. De midler man bruger til behandling af skab er receptpligtige. Det præparat vi bruger hyppigst hedder Dectomax. -Det gives som en insprøjtning 3 gange med 14 dages mellemrum. Muligvis giver vi også en kløestillende sprøjte til at begynde med. Det er nu muligt at forebygge et skab angreb. Produktet hedder Advocate og er et "Spot-On middel" som vi kender det fra mange loppemidler. Selvom skabangreb hos ræv oftest ender fatalt, kan vi forholdsvis let behandle skab hos hund. Hvis din hund har fået konstateret skab, er det vigtigt at du kontakter ejerene til hunde der har været i kontakt med din hund, så de kan træffe forholdsregler for at undgå at smitten breder sig yderligere. Smitte med skab til mennesker sker kun yderst sjældent. Hvis det alligevel sker vil det typisk vise sig som små røde, kløende knopper på hænder eller arme, som "loppestik". Almindeligvis er smitten selvbegrænsende idet miderne dør efter kort tid. Hvis det ikke er tilfældet skal man søge læge. Katte smittes ligeledes yderst sjældent. Hvis du får mistanke om at din kat er angrebet må du endelig kontakte os. Har du spørgsmål, eller er du bekymret for din hunds tilstand så ring til klinikken med det samme. -Se vores kontaktoplysninger her. |