Kattekillingens 12 ugers sundhedstjek og vaccination falder sandsynligvis sammen med, at du lige har modtaget killingen. Kattekillinger skal nemlig helst blive hos deres moder i 12 uger. Læg mærke til, at ofte er killingen ikke vaccineret, når man overtager den som 12 uger gammel.
Så det er om at komme i gang.
Næste vaccination er, når killingen er 16 uger. Har du fået en ældre kat, som ikke tidligere er blevet vaccineret, skal den også vaccineres to gange med fire ugers interval.
Det er vigtigt for kattekillingen, at den bliver vaccineret. Killingen skal vaccineres to gange med fire ugers mellemrum mod kattesyge og katteinfluenza og to slags forkølelsesvirus. Ved det første sundhedscheck, hvor du kommer med killingen, bliver den undersøgt grundigt og får ormekur.
Killingen skal øremærkes eller microchippes og registreres i Det Danske Katteregister. Det er ikke lovpligtigt, men vigtigt, hvis katten bliver væk, og man vil gøre sig håb om at få den tilbage eller kende dens skæbne. Hvis killingen skal chipmærkes, kan det ske allerede ved 12 ugers undersøgelsen. Øremærkning sker under fuld narkose, som regel i forbindelse med neutralisation når killingen er fem til syv måneder.
Vi får os også en snak om neutralisation, som er almindeligt, med mindre man ønsker at få killinger. Man undgår mange problemer ved at lade sin kat neutralisere. Hankatte, som ikke er kastrerede, vil urinmarkere inden døre, og de vil gå ud og opsøge hunkatte og slagsmål. De vil få skader, som skal behandles, og også lave skader på andres katte.
Samtidig informerer vi om sygeforsikring af katte, som kan være en stor økonomisk hjælp, hvis katten kommer til skade.
|