|
Kattekillingens 12 ugers sundhedstjek og vaccination falder sandsynligvis sammen med, at du lige har modtaget killingen. Kattekillinger skal nemlig, ifølge dansk lov, blive hos deres moder i 12 uger. Læg mærke til, at killingen ofte ikke er vaccineret, når man overtager den som 12 uger gammel.
Det er vigtigt for kattekillingen, at den bliver vaccineret. Killingen skal vaccineres to gange med fire ugers mellemrum mod kattesyge og katteinfluenza og to slags forkølelsesvirus. Hvis du vil have din kat med til udlandet skal den også vaccineres mod rabies.
Ved det første sundhedscheck bliver killingen undersøgt grundigt for at kontrollere, at alt er i orden forud for vaccinationen. Ved behov får den en ormekur.
Killingen bør øremærkes eller microchippes og registreres i Det Danske Katteregister. Det er ikke lovpligtigt, men vigtigt, hvis katten bliver væk, og man vil gøre sig håb om at få den tilbage eller kende dens skæbne.
Hvis killingen skal chipmærkes, kan det ske allerede ved 12 ugers undersøgelsen. Øremærkning sker under fuld narkose, som regel i forbindelse med neutralisation når killingen er fem til syv måneder.
Vi får os også en snak om neutralisation, som er almindeligt, med mindre man ønsker at få killinger. Man undgår mange problemer ved at lade sin kat neutralisere:
· Katten parrer sig ikke, og får ingen uønskede killinger.
· Katten holder sig tættere på sin bopæl og strejfer ikke så langt omkring. Risikoen ved påkørsel mindskes.
· Katten kommer mindre op at slås og undgår derved behandlingskrævende sår og bylder samt at lave skade på andres katte.
· Kattens trang til at urinmarkere indenfor på møbler og lignende, som specielt intakte hankatte kan finde på, nedsættes.
· Kastrerede hankattes urin lugter ikke (lige så meget).
· Neutralisering nedsætter også risikoen for at få sygdommene katte-aids og katteleukæmi, som dels kan overføres ved bid dels ved seksuel kontakt.
Samtidig informerer vi ved første besøg om foder og sygeforsikring af katte. Sidst nævnte kan være en stor økonomisk hjælp, hvis katten kommer til skade. Se mere om sygeforsikring af din kat ved at klikke her.
Næste vaccination er, når killingen er 16 uger. Har du fået en ældre kat, som ikke tidligere er blevet vaccineret, skal den også vaccineres to gange med fire ugers interval.
Herefter skal katten sundhedsundersøges og vaccineres en gang om året.
Kom igen, når katten er seks måneder
|
Det er almindeligt, at killingerne besøger dyreklinikken, når de er 5-7 måneder og kønsmodne. De skal neutraliseres, hvis man ikke ønsker at avle.
Inden operationen bliver den store killing undersøgt. Der lægges specielt vægt på hjertet, fuldført tandskifte og for hankattenes vedkommende selvfølgelig om begge testikler er på plads i pungen.
Det er også i denne alder, man skal til at passe på vægten. Katten er holdt op med at vokse, og neutralisationen nedsætter dens stofskifte. Det er allerede hos den unge kat, at man skal sørge for at undgå overvægt, hvorfor det er vigtigt at vælge det rette foder.
Neutralisering af kat
|
Katten kommer på klinikken til indlæggelse om morgenen, og har fastet fra aftenen før. Selve narkosen består i at katten får en indsprøjtning med narkosemiddel, der er udregnet efter kattens vægt, i lår- eller nakkemuskulaturen.
Kastration: Indgrebet består i at kattens testikler fjernes operativt gennem huden i pungen. Der bruges ingen sutur, og der er ingen sting der skal fjernes bagefter.
Sterilisation: Indgrebet består i at kattens livmoder og æggestokke fjernes gennem et hul i bughulen. Bugvæg og underhud syes sammen med tråd der opløser sig selv, overhuden syes med sting der fjernes hos dyrlægen efter 10 dage. Det er vigtigt at man tjekker såret en gang om dagen. Såret må ikke væske og stingene skal være intakte. I modsatte fald kontaktes klinikken.
Alle katte får en smertestillende indsprøjtning og en antibiotika indsprøjtning inden den vågner op.
Når du kommer hjem med katten, er det vigtigt at den kan ligge varmt og få ro. Det er ligeledes vigtigt, at katten først lukkes ud når den er helt frisk – hvilket ofte vil sige dagen efter indgrebet.
Neutraliserede katte har en lidt større tilbøjelighed til at tage på i vægt. Derfor bør man holde øje med katten og sikre sig, at den ikke bliver for tyk.
Neutraliserede katte har ligeledes større tendens til at danne blæresten end ikke neutraliserede katte. Der findes fuldkostfoder, der kan forebygge blæresten, og som samtidig indeholder alt hvad din kat har brug for. Spørg personalet for yderligere information.
| |
|