Klinikken råder over moderne operations og narkosefaciliteter. I det følgende omtales det hvordan vi bedøver en kanin eller et marsvin til operation, og hvorledes man vedligeholder narkosen indtil operationen er slut.Vi starter med at veje kaninen/marsvinet og regne ud hvor meget narkosemiddel den skal have. Så får den narkosemidlet som en indsprøjtning i en muskel. Der går ikke mange minutter før den sover dybt. Kaninen/marsvinet sover med åbne øjne, så derfor får den lidt øjensalve i dem for at undgå at det kommer til at svie senere.
Så bliver den lagt på en pude, og der sættes en maske på hen over dens næse. Masken er forbundet med narkoseapparatet, og i starten er det kun ilt der kommer ud i masken. Hvis der er behov for at supplere narkosen, eller forlænge den, får kaninen/marsvinet ilt blandet med narkosegas i masken. Under narkosen overvåges åndedrættets dybde og hyppighed, samt kredsløbsfunktionen. Når narkosen skal bringes til ophør, slukkes for narkosegassen, og kaninen/marsvinet pakkes i en kasse godt foret med tæpper og varmepude, da det er meget vigtigt at holde den varm. Alle operationspatienter får smertestillende medicin inden de vågner. En time efter den fik narkoseindsprøjtningen, får den nu en injektion, der får den til at vågne op. De næste timer observerer vi at alt er som det skal være, og kaninen/marsvinet er rimelig frisk når den sendes hjem. |
![]() |
![]() |
![]() |